Nu bliver der sat navn på: Her er Max Verstappens afløser hos Red Bull
Af: Emil Martesen
|
09/04/2025 18:28
Mest læste i dag
Så er katten ude af sækken, for når Formel 1-feltet ruller ud i den stegende ørkensol i Bahrain, så bliver det ikke Max Verstappen, der sætter sig bag rattet i Red Bulls lynhurtige maskine under den første træning.
I stedet får en japansk komet chancen - nemlig 23-årige Ayumu Iwasa, der har gjort sig bemærket med både fart og fokus.
Det er ikke hverdagskost, at Red Bull giver nøglerne til deres juvel væk, men Iwasa har kørt sig i position med hårdt arbejde og stærke præstationer, senest i Super Formula, hvor han i skrivende stund fører mesterskabet efter to runder.
Og nu får han altså æren af at trille ud i en af sportens mest frygtindgydende biler.
Det skriver mediet motorsportweek.com.
Fra test til topteam
Iwasa er ikke helt uprøvet i F1-sammenhæng.
Han har allerede snuset til de store scener med FP1-sessioner i Japan og Abu Dhabi sidste år - dog i Racing Bulls-regi.
Men Bahrain bliver første gang, han sætter sig i selve Red Bulls bil, og det midt i et team, der netop har fejret sin seneste sejr med Honda-motor på hjemmebane i Suzuka.
"Vi håber, at Iwasa vil få mest muligt ud af denne værdifulde mulighed for at køre bilen, der vandt det seneste Formel 1 japanske Grand Prix, og forvandle disse 60 minutter til et springbræt for fremtiden," siger Hondas motorsportschef Koji Watanabe med stolthed i stemmen.
Et skridt nærmere Formel 1-drømmen
Iwasa er en del af Red Bulls juniorprogram og har længe været nævnt i selskab med andre talenter som Isack Hadjar.
Sidstnævnte har allerede fået sit F1-callup hos Racing Bulls, men den japanske stjerne er ikke glemt af de tunge drenge i organisationen.
"Vi har andre stærke kørere i juniorholdet, såsom Ayumu Iwasa og Isack Hadjar," skrev Helmut Marko tidligere på Speedweek.
Med Honda på vej ud af Red Bull-systemet efter denne sæson, er der måske grus i maskineriet, men hvis Iwasa leverer varen - og fortsætter sin titeljagt i Super Formula - kan døren til et fast sæde i Formel 1 meget vel stå på klem.