Rygterne har svirret om Lando Norris: Nu reagerer McLaren-boss
Af: Nicolai Busekist
|
19/01/2024 11:14
Mest læste i dag
Lando Norris er en af de mest talentfulde racerkørere i Formel 1. Derfor er det helt naturligt, at der er mange rygter om ham. Det har der dog særligt været i løbet af det seneste år.
Blandt andet har der været en del rygter om, at Red Bull skulle have udset ham som afløser for Sergio Perez. Hvis dette skal blive en realitet, er de nødt til at købe ham fri, da han har kontrakt til udgangen af 2026.
Da han er en meget eftertragtet kører, er der mange hold, der gerne vil have fingrene i ham. Derfor kan det blive svært for McLaren at holde fast i den britiske stjerne.
Nu har McLaren-boss Zak Brown understreget, at det er en 'høj prioritet' for holdet at holde fast i både Norris og Oscar Piastri. Desuden har han understreget, at de har en økonomi, der tillader dem at gøre det.
Han blev af Sky Sports spurgt, hvorvidt Norris er en racerkører, der på lige fod med en fodboldspiller kan være 'hundrede millioner værd'.
"Jeg ved ikke nok om fodbold til at vide, hvordan økonomien er. Han er en meget værdifuld racerkører og et stort aktiv for holdet. Der er ikke noget tal, som vi ville være interesserede i at bytte ham for," sagde han.
I den seneste sæson havde Norris en grundløn på fem millioner dollars, ligesom han sikrede sig 10 millioner dollars i bonusser. Derfor tjente han på den anden side af 100 millioner kroner i sidste sæson.
Det er dog intet sammenlignet med Max Verstappen, som tjente intet mindre end 70 millioner dollars, svarende til 480 millioner kroner.
Hvis McLaren skal holde fast i Norris, kan det derfor kræve en lønforhøjelse. Og ifølge Brown vil det ikke være et problem forholdet.
"De ressourcer, vi har nu, er præcis, hvor vi skal være. Vi er et rentabelt racerhold, hvilket er fantastisk. Vi kører på grænsen. Ressourcer vil ikke holde os tilbage fra at opnå noget, vi skal opnå, herunder at holde på vores kørere," lød det.