Af: Jesper Bengtson
|
25/04/2025 07:54
Mest læste i dag
Da 2024-sæsonen nåede til vejs ende, sagde Sergio Pérez farvel til Red Bull - og det var hverken planlagt eller langsomt, hvis man spørger hovedpersonen selv.
Efter fire år hos det prominente Formel 1-hold er den mexicanske stjerne nu på vej mod nye eventyr.
Han er blandt andet sat i forbindelse med Cadillac, som gør sit indtog i motorsportens kongeklasse næste år.
Selvom Red Bull-kapitlet er fortid, er der stadig én ting, der nager Pérez - nemlig at beslutningen omkring han exit blev truffet så sent, som den gjorde.
"Alt skete rigtig sent på sæsonen. Jeg havde egentlig ikke forventet, at det ville ske," siger Pérez ifølge F1 Technical og løfter sløret for, at det hele tog fart under Qatar Grand Prix.
Pérez kom til Red Bull i 2021 og kvitterede straks med en sejr i Aserbajdsjan.
Siden fulgte han op med triumfer i Monaco og Singapore samt en pole position i Saudi-Arabien. På papiret så det godt ud, men 2024-sæsonen blev alt andet end let. Kvalifikationen drillede, selvtilliden haltede, og sejrsskamlen føltes længere væk end nogensinde.
Trods bruddet er der ingen sure miner - i hvert fald ikke udadtil:
"Jeg ønsker virkelig, at holdet gør det godt, da jeg har mange venner på holdet. Jeg tilbragte fire år med dem, og jeg vil gerne se dem klare sig godt. Det er bare en meget svær ting at tale om," siger han.
Og så sender han også en hilsen til sin japanske kollega Yuki Tsunoda, som er blevet en del af det nye line-up.
"Yuki har talentet, farten og mentaliteten til at klare det," udtaler Pérez til slut.
Sergio Pérez er måske ude af Red Bull. men Formel 1-løven i ham virker stadig sulten.
Fodbold
Tennis