Toto Wolff om Mick Schumacher: 'Han fortjener det'
Af: Nicolai Busekist
|
21/12/2023 08:00
Mest læste i dag
Forud for 2023-sæsonen fik Mick Schumacher besked om, at han ikke ville få forlænget sin kontrakt med Haas. Den primære årsag til dette skulle være, at han ganske enkelt lavede for mange skader.
Da det amerikanske hold ikke har et stort budget at gøre godt med, var de nødt til at finde en mere erfaren kører. Dette medførte, at de skrev kontrakt med Nico Hülkenberg, som også er Haas-kører i den kommende sæson.
I denne sæson har Schumacher fortsat været en lille del af Formel 1, da han har været test- og reservekører for Mercedes. Det har dog været meget begrænset med tid på banen for den tyske racerkører.
Ydermere har der ikke været nogen udsigt til, at han ville få et sæde i den kommende sæson. Derfor har han besluttet sig for at søge væk fra Formel 1 for en stund, så han rent faktisk kan komme til at køre racerbil.
Dette har medført, at han har skrevet under på en kontrakt med Alpine. Det er dog ikke deres Formel 1-hold, som han har fået kontrakt med. Derimod skal han køre World Endurance Championship i den kommende sæson.
I denne forbindelse har Mercedes-boss Toto Wolff udtalt sig. Her har han gjort det klart, at han mener, at Schumacher fortjener et sæde i Formel 1. Faktum er dog, at der ikke er nogen hold, der har plads i 2024-sæsonen.
"Mick er en god kører og fortjener at være i F1," siger han ifølge mediet F1 Oversteer.
"Desværre er der ikke nogen ledig plads i øjeblikket. Mick går ind i WEC, som er et verdensmesterskab med en konstruktør som Alpine. Det er en rigtig god mulighed for ham.
"Jeg tror på, at han vil gøre et perfekt stykke arbejde. Det holder ham i form i løb og muligvis vil det hjælpe ham med at komme tilbage til Formel 1."