Lewis Hamilton har klart mål inden karrierestop: 'Jeg er nødt til at blive'
Af: Nicolai Busekist
|
20/12/2023 16:27
Mest læste i dag
Det er ikke nogen hemmelighed, at Lewis Hamilton er i sin karrieres efterår. Derfor har den britiske stjerne næppe mange år tilbage i Formel 1.
Den syvdobbelte verdensmester skrev tidligere i år under på en ny kontrakt med Mercedes, der holder ham i sporten til udgangen af 2025. Om han får forlænget sin kontrakt til den tid, er svært at spå om.
Hans seneste år i Formel 1 har dog ikke været en udpræget succes. Tværtimod skal man helt tilbage til løbet i Jeddah i 2021, for at finde hans seneste sejr.
Alligevel bliver den 38-årige brite ved med at sætte sig nye mål. Dette mål handler dog ikke om, hvordan han klarer sig på banen. Derimod har han et mål om, at han vil have Formel 1 til Sydafrika.
Ifølge GPFans skulle han have udset sig Kyalami Circuit, som sidst var vært for et Formel 1-løb i 1993, hvor Alain Prost vandt. Siden da har der ikke været et eneste løb i Afrika, men det vil Hamilton lave om på.
Ifølge The Mirror talte Hamilton med en gruppe fans i fanzonen forud for Abu Dhabi Grand Prix. Her gjorde han det angiveligt klart, at han har et mål om at få løbet tilbage i Formel 1.
"Jeg arbejder i baggrunden for at få Sydafrika med i kalenderen. Det er sådan en drøm for mig. Jeg er nødt til at blive, indtil de får det løb," sagde han.
Britens ønske om at vende tilbage til Sydafrika er ikke noget nyt, da han løbende har forsøgt at nå i mål med dette.
"Jeg ville elske, at det var i Sydafrika. De er store sportsfans og elsker biler. Jeg ville elske at tage dertil. Det ville være helt sindssygt. Der er mange fans der, og det er et af de vigtigste løb, vi skal have i kalenderen," sagde han til BBC i 2015.
"Dette er første gang, at sorte sydafrikanere har haft nogen at forholde sig til i denne sport. Jeg føler mig utrolig privilegeret over at stå i spidsen for det."