Dansk træner svinet til af svensk stjerne: "Følte mig meningsløs"
Af: Marcus Dam
|
25/02/2025 08:57
Mest læste i dag
I et interview med det tyske håndboldmagasin "Bock auf Handball" lægger Gottfridsson ikke skjul på sin frustration over danskeren, som han mener kørte ham ud på et sidespor.
Følte sig overset og ligegyldig
Jim Gottfridsson har gennem mere end et årti været en bærende spiller i SG Flensburg-Handewitts angrebsspil.
Men under Nicolej Krickaus ledelse mistede svenskeren både spilletid og indflydelse på holdets taktik. Ifølge Gottfridsson blev hans ideer ignoreret, hvilket skabte en følelse af ligegyldighed:
"Hvorfor skulle jeg komme med mine idéer, hvis det alligevel kun er hans egne, der bliver gennemført? Så føler man sig meningsløs," siger Gottfridsson om Krickaus ledelsesstil ifølge TV 2.
Svenskeren afslører, at den manglende spilletid og den reducerede rolle på holdet fik ham til at overveje sin fremtid i klubben.
Det endte med, at han i stedet valgte at skrive kontrakt med Pick Szeged fra sommeren 2025, hvilket afslutter hans 12-årige ophold i Flensburg.
Krickau står fast på sin beslutning
På trods af den hårde kritik er Nicolej Krickau ikke i tvivl om, at han traf den rigtige beslutning ved at fratage Gottfridsson noget af ansvaret på holdet.
Over for TV 2 Sport forklarer danskeren:
"Jim har været vant til at spille hele tiden og træffe alle beslutninger, og det vurderede jeg ikke, at han havde kompetencerne til at løse på det niveau, jeg gerne ville have. Og derfor er det rigtigt, at jeg fratog ham noget af det ansvar, som han har haft. Det står jeg 100 procent ved, og det ville jeg gøre igen."
Selvom der var tydelige faglige uenigheder mellem Krickau og Gottfridsson, oplevede danskeren ikke en spiller, der gav op.
Krickau beskriver svenskeren som dedikeret, men også som en spiller, der havde svært ved at vænne sig til en ny rolle på holdet.