Emil Martesen
Nu åbner hudløs ærlig Rasmus Lauge op om livets største krise.
Rasmus Lauge har stået på håndboldens største scener, løftet trofæer og mærket euforien fra tusindvis af tilskuere.
Men kort efter endnu en triumf med landsholdet i januar blev han dog kastet ud i en helt anden slags kamp – nemlig en kamp, der ikke handlede om guldmedaljer, men om liv og overlevelse.
En sen februaraften ringede telefonen i familiens hjem i Silkeborg, og i den anden ende var hans hustru, Sabrina Jepsen, og på få sekunder blev alt vendt på hovedet.
Det skriver Jyllands-Posten.dk.
Deres tredje barn var på vej til verden – fire måneder for tidligt. Her fik den danske landsholdsprofil travlt, for da han kort efter ankom til hospitalet i Skejby, blev han mødt af en læge med en lille pige i favnen.
Hun vejede 700 gram, var blot 30 centimeter lang og kæmpede for vejret gennem en iltmaske. Øjeblikket stod stille, og Lauge husker kun at have spurgt: “Er det mit barn?”
En hverdag på hospitalet
De næste måneder blev et mareridt forklædt som virkelighed. Anna, som pigen kom til at hedde, blev født i den 24. graviditetsuge – altså en uge, hvor chancen for overlevelse er minimal.
Familien blev kastet ud i en tilværelse på hospitalets neonatalafdeling, hvor dagene var styret af alarmer, respiratorlyde og håbet om, at det lille mirakel ville klare den.
Rasmus Lauge satte sin karriere på pause for at være ved familiens side, og klubben Bjerringbro-Silkeborg bakkede fuldt op, og håndbolden gled i baggrunden.
Hverdagen blev en balancegang mellem hospitalsstuen og hjemmet i Silkeborg, hvor parrets to ældre børn ventede, og de fandt små åndehuller i en ellers kaotisk tid.
Et nyt perspektiv på livet
Efter fem måneder på hospitalet fik familien endelig lov til at tage Anna med hjem, hvor hun havde været igennem 13 uger i respirator, ni blodtransfusioner og flere operationer, men hun klarede det.
I dag er hun et halvt år gammel og fortsat afhængig af hjælp til vejrtrækningen, men fremgangen er tydelig. Forældrene er fulde af taknemmelighed og har fået et nyt blik på tilværelsen.
“Vi har lært at værdsætte de små ting. At fejre, når noget lykkes, uanset hvor lille en sejr det er,” fortæller Lauge til mediet.
Efter et år præget af frygt, tårer og kærlighed står Rasmus Lauge tilbage med en erkendelse, der rækker langt ud over håndbolden, og den største sejr i hans liv kom ikke på banen, men i hospitalets stille stuer.
