Af: Marcus Dam
|
12/12/2024 12:57
Mest læste i dag
De danske håndboldkvinder leverede en stærk præstation, da de onsdag sikrede sig en plads i EM-semifinalen.
Med en sejr på 30-26 over Holland beviste Danmark, at de stadig er en trussel, selv uden nøglespillere som Althea Reinhardt og Sarah Iversen.
Profilerne måtte rejse hjem med skader tidligere i turneringen.
Kampen blev præget af en solid dansk indsats, hvor Anne Mette Hansen førte an med syv mål, mens Anna Kristensen i målet var kampens helt store profil.
Den 24-årige målmand stod med en redningsprocent på imponerende 38 og leverede flere afgørende redninger, der holdt Holland fra at vende kampen.
“Den her sejr er for Althea og Sarah,” udtalte en stolt Mie Højlund efter kampen ifølge den franske sportsavis L’equipe.
Med sejren skal Danmark nu op imod favoritterne fra Frankrig, som har været dominerende i turneringen med syv sejre ud af syv mulige.
Men selv et stærkt fransk hold har fokus på én bestemt dansk spiller: Anna Kristensen. Den unge målmand er blevet udpeget som en nøglefigur, der kan volde Frankrig store problemer.
Franske medier beskriver Kristensen som en gamechanger, og i den franske lejr er man klar over, at kampen kan blive afgjort på hendes præstationer i målet.
"Hun er en spiller, vi virkelig skal være opmærksomme på," lyder det fra kilder tæt på holdet ifølge L’equipe.
Kampen mod Frankrig spilles fredag kl. 20.30, og Danmark går ind til opgøret med stor selvtillid og en tro på, at de kan overraske mod et af verdens bedste hold.
Med Kristensen i storform og et hold, der har vist kampånd gennem hele turneringen, er det langt fra umuligt, at Danmark kan spille sig i finalen.
Nu venter vi spændt på, om de danske kvinder kan skabe endnu en håndboldbrag.
Fodbold
Tennis