Af: Nicolai Busekist
|
13/09/2024 10:11
Mest læste i dag
Niklas Landin har pådraget sig en skade i knæet, der gør, at han ikke vil være til rådighed for Aalborg Håndbold i et par måneder. Det har tvunget klubben til at reagere hurtigt.
I en pressemeddelelse skriver den nordjyske klub, at de har valgt at leje svenske Anton Hellberg i KIF Kolding. Det bliver derfor ham, der kommer til at dække ind for Landin, indtil han er klar til igen at stå i målet.
Den 32-årige svenske målmand bliver hentet ind med henblik på at supplere Fabian Norsten. Aalborg Håndbold har været hurtige til at få styr på det hele, hvorfor han er berettiget til at spille allerede i weekendens kamp mod TMS Ringsted.
"Vi er glade for, at vi med kort varsel har fået mulighed for at tilknytte en dygtig og rutineret målmand som Anton til truppen, hvor han de kommende måneder vil indgå som en del af målmandsteamet sammen med Fabian Norsten, indtil Niklas igen er kampdygtig," siger Aalborg Håndbolds direktør, Jan Larsen.
Hellberg blev hentet til KIF Kolding sidste år, og har siden præsteret en redningsprocent på 30 procent på tværs af 18 kampe. Tidligere har han stået mellem stolperne i klubber som franske Nancy, islandske Runar samt svenske Västerås HF, Hammarby IF og HK Malmö.
KIF Kolding har oplyst, at der er tale om en kort lejeaftale, der kun løber frem til den 12. november. Når aftalen udløber, tager Hellberg derfor turen mod syd igen.
"Da Aalborg Håndbold kontaktede os og spurgte på Anton på grund af en skadet Niklas Landin, blev vi hurtigt enige. Anton får nu muligheden for at vise sig frem på højeste niveau, da vi i KIF Kolding har alle tre målmænd til rådighed og derfor kunne sige ja til denne mulighed," siger sportschef Lars Christiansen til klubbens hjemmeside.
Fodbold
Tennis