Mathias Gidsel indrømmer: "Der var jeg lidt dum"

Af: Nicolai Busekist

|

12/08/2024 07:35

Håndbold
Foto: Nikola Krstic/MB Media/Getty Images
Efter OL-triumfen måtte Mathias Gidsel gå til erkendelse. Han havde nemlig gjort noget, der ikke var helt smart.

Mest læste i dag

Det er meget svært at komme udenom, at Mathias Gidsel spillede et helt fantastisk OL. Det understregede han blandt andet ved at blive turneringens topscorer.

Derfor havde den danske stjerne også rigtig meget at være glad for søndag eftermiddag efter sejren over Tyskland. Der var dog en særlig episode under kampen, som han godt kunne have været foruden.

På et tidspunkt jagtede han nemlig en bold, der gjorde, at måtte ud på en lang glidetur. Den sluttede først et stykke bag baglinjen, hvor han ramte en form for stander med hovedet, men heldigvis skete der ikke noget alvorligt.

"Ork ja, jeg missede min returbold, så det måtte jeg jo tage et skrald for. Der står sådan nogle træbjælker derude. Der var jeg lidt dum, men det endte heldigvis godt," sagde han til B.T., da han blev spurgt om episoden.

Derefter gjorde han det også helt klart, at han ikke havde planer om at gå glip af fejringen. Ydermere var han også mere bekymret for, hvordan hans hoved ville have det i dag, da fejringen sandsynligvis har budt på en øl eller to.

"Nej, der er ikke så meget, man kan slå. Jeg tror, jeg får mere ondt i hovedet i morgen," sagde den danske stjerne.

Han benyttede også muligheden for at se tilbage på den lange turnering, der startede i Paris. Her lagde han ikke skjul på, at det har været en meget lang og hård turnering for ham.

Derfor var han og hans holdkammerater også meget trætte, da de gik ind på banen for at spille finalen. På trods af dette, var de i stand til at levere en magtdemonstration, hvor tyskerne simpelthen blev udspillet fuldstændig.