Af: Nicolai Busekist
|
12/08/2024 11:38
Mest læste i dag
Det danske landshold i håndbold har sagt farvel til to koryfæer. Både Niklas Landin og Mikkel Hansen spillede søndag deres sidste kamp iført den røde trøje - og for sidstnævnte var det endda også hans sidste kamp som håndboldspiller.
Fælles for dem begge er, at de efter kampen har udtalt, at de er rigtig glade for at stoppe på toppen. Det er da også svært at finde en bedre måde at indstille sin karriere på, end med en suveræn sejr i finalen og en OL-guldmedalje om halsen.
De to stjerner har været en del af det danske landshold i hhv. 16 og 17 år. De har begge været med til at vinde alt, hvad der er værd at vinde. I deres tid på landsholdet har de nemlig vundet både EM, VM og OL.
Mod slutningen af finalen mod Tyskland blev landstræner Nikolaj Jacobsen tydeligt påvirket, da han gav dem begge et kram. Efter kampen slog han fast, at han skulle holde en tale for dem - og at det næppe ville blive helt let for ham at gøre.
"Nu skal jeg hen i aften (søndag, red.) og holde en eller anden skide tale til de to der," sagde han til TV 2 Sport.
"Det bliver virkelig svært at holde tårerne tilbage, fordi det er to fantastiske mennesker, som stopper deres karriere. Den ene stopper helt, den anden stopper på landsholdet."
Mikkel Hansen fik sin debut i 2007, men Niklas Landin måtte vente et år mere, inden han kunne få sin debut på det danske landshold. Han trådte nemlig ind på banen for første gang i 2008, og siden da har han været en fast del af truppen.
Fodbold
Tennis