Af: Nicolai Busekist
|
11/05/2024 09:22
Mest læste i dag
Har du for nylig været til en professionel håndboldkamp? I så fald er det ikke utænkeligt, at du har forladt hallen med noget, der minder om tinnitus.
I løbet af de seneste år er der sket en markant udvikling med sporten. Det har blandt andet betydet, at der er kommet mere fokus på show og underholdning, hvorfor der som regel er godt gang i musikken.
I nogle tilfælde er det blot et anlæg, der får lov til at brage musik ud i hallen. Andre gange er det en DJ, der er blevet hyret til formålet. Uanset hvad, så er der i hvert fald garanti for en festlig atmosfære.
Ikke alle mener dog, at det er til gavn for sporten, at der på den måde er kommet et større fokus på at skabe et show. Blandt andet har Aalborg Håndbold-træner Stefan Madsen udtalt, at han mener, at det taler håndbolden ned.
Landstræner Nikolaj Jacobsen har dog ikke det store problem med, at der bliver spillet musik. Til gengæld er der noget andet, som han er rigtig træt, og som han gerne så, at der blev indført et forbud mod.
"Jeg synes, det er langt mere frygteligt at komme ud i håndboldhaller, hvor der er de der skide båthorn. Der skal jeg være ærlig at sige, så har jeg faktisk ikke lyst til at være i hallen," siger han til B.T., og fortsætter:
"Dem ville jeg ti gange hellere fjerne end musikken. Det er klart, man måske gerne vil ønske sig en mere autentisk stemning, men jeg synes, de er langt værre. For mig burde de forbydes. Det er frygteligt at sidde at høre på."
Så hvis du har planer om at tage båthorn med til Danmarks OL-kampe til sommer, skal du måske tage det op til genovervejelse.
Fodbold
Tennis