Mathias Gidsel ærgrer sig over Mikkel Hansen-stop: Det dør med ham

Af: Nicolai Busekist

|

10/05/2024 09:37

Mathias Gidsel føler sig overbevist om, at en helt særlig ting kommer til at dø sammen med Mikkel Hansen, der indstiller sin karriere til sommer.

Mest læste i dag

Mathias Gidsel indrømmer, at det ikke kom som den store overraskelse for ham, at Mikkel Hansen i starten af april meddelte, at han indstiller sin karriere til sommer. Han havde lugtet lunten på forhånd.

Selvom han var mere forberedt end de fleste andre, ramte nyheden ham alligevel hårdt. Den unge Füchse Berlin-spiller er derfor også trist over udsigten til at skulle sige farvel til sin landsholdskammerat - og det ikoniske pandebånd.

I hvert fald slår han fast, at han ikke selv har planer om at holde pandebåndet i livet på det danske landshold. Hvis det skal ske, så er det derfor en opgave, der bliver overladt til en anden.

"Jeg havde det lidt på fornemmelsen, men jeg blev trist over, at en god kammerat og en af de bedste håndboldspillere slutter karrieren. Det er da underligt, vi ikke skal se pandebåndet mere. Det tror jeg også dør med Mikkel," siger han til B.T.

Han bliver derefter spurgt, om ikke han kommer til at føre pandebåndet videre, hvortil han svarer: "Nej, det gør jeg ikke," med et grin.

Gidsel har tidligere været meget åben omkring det faktum, at Hansen har haft stor betydning for hans store opblomstring som håndboldspiller. Derfor tillægger han også Hansen en del af æren for, at han har præstereret fornemt de seneste år.

Hansen indstiller ganske vist sin karriere til sommer, men alligevel får han og Gidsel en mulighed for at sige farvel til hinanden med manér. Det tyder i hvert fald på, at de begge er en del af planerne for landstræner Nikolaj Jacobsen, når der skal spilles OL i Paris.

I disse dage er Gidsel samlet med resten af landsholdet, da de skal spille to testkampe mod Norge og Kroatien. Det er naturligvis en del af forberedelserne til det kommende OL.