Ricciardo kalder Norris for røvhul

Af: Nicolai Busekist

|

26/07/2022 09:57

Mest læste i dag

Daniel Ricciardo gjorde bedre væsen af sig på banen i Frankrig, end han gjorde, da han gav et interview efterfølgende.

Den 33-årige Ricciardo startede på en 11. plads i Frankrig, men formåede at køre sig til en 9. plads.

Hans holdkammerat, Lando Norris, sluttede to pladser foran ham på en 7. plads. Begge McLaren-kørere kunne lukrere på det faktum, at Charles Leclerc endte med at køre galt.

Men da Ricciardo forsøgte at give et interview efterfølgende, gik det dog ikke helt, som det skulle. Han besluttede sig nemlig for, at han ville prøve at give et interview på italiensk. Det skriver Mirror.

Den australskfødte stjernes far, Giuseppe, blev født på Sicilien, men flyttede senere til Australien, hvorfor Ricciardo måske tænkte, at han kunne klare interviewet.

Men Ricciardo har tilsyneladende brug for at opfriske sin fars modersmål. Ved fire lejligheder brugte han nemlig udtrykket 'stronzo' til beskrive Norris, hvilket bedst kan oversættes til røvhul.

Intervieweren forsøgte febrilsk at stoppe Ricciardo med at gentage udtrykket, men uden held. Til sidst gik det dog op for ham, at han havde begået en fejl: "Er det ikke et godt ord?" spurgte han.

"Det er et dårligt ord – mere dårligt end godt," svarede journalisten.

Ricciardo forsøgte derefter at lave sjov med situationen, mens han smilede nervøst og sagde "Åh, scusa", som betyder 'undskyld' på italiensk.

Stjernen forklarede ikke, hvad han egentlig forsøgte at sige, men det virkede til, at han forsøget at komplimentere Norris.