Alexander Zverev langer ud efter journalist på pressemøde

Af: Nicolai Busekist

|

18/01/2024 18:43

Tennisstjernen Alexander Zverev langede på et pressemøde ud efter en journalist, hvis spørgsmål ikke faldt i god jord hos tyskeren.

Mest læste i dag

Tilsyneladende er det ikke alt, som tyske Alexander Zverev har lyst til at svare på spørgsmål om efter en lang kamp. Det gjorde han klart på sit pressemøde efter kampen mod slovakiske Lukas Klein i Australian Open.

I denne kamp overraskede Klein ved at spille op med Zverev stort set fra start til slut. Derfor måtte de ud i fem sæt, inden den tyske stjerne blev kåret som vinder. Han endte med at vinde med cifrene 7-5, 3-6, 4-6, 7-6, 7-6 efter 4 timer og 40 minutter.

Derfor var det heller ikke den store overraskelse, at Zverev var meget udmattet efter kampen. Derfor var han ikke meget for at svare på et af de spørgsmål, han blev stillet på pressemødet torsdag morgen dansk tid.

Her blev han nemlig spurgt, om han har tænkt sig at møde fysisk op i rette, når hans retssag starter til maj. Han er blevet anklaget for voldelig adfærd af hans ekskæreste.

"Wow. Sikken et spørgsmål. Jeg har lige spillet 4 timer og 40 minutter. For at være ærlig er det ikke det første spørgsmål, jeg har lyst til at høre, siger han tydeligt utilfreds. Jeg har ingen anelse," lød svaret fra Zverev ifølge Ekstra Bladet.

De internationale journalister havde dog ikke den store interesse i at spørge ind til kampen. Da de fandt ud af, at han ikke ville tale om sin voldssag, undlod de at stille flere spørgsmål. Derfor endte resten af pressemødet med at foregå på tysk.

I de seneste år har to ekskærester anklaget Zverev for vold. Det medførte, at han i oktober blev dømt af en tysk domstol, der erklærede ham skyldig i vold mod Brenda Patea. I denne forbindelse blev han dømt til at betale en bøde på cirka 3,3 millioner kroner.

Det er denne sag, som Zverev har valgt at appellere. Denne del af sagen starter til maj, men det er ikke et krav, at han selv møder fysisk op. Tennisstjernen har gentagne gange afvist anklagerne.