Caroline Wozniacki indrømmer: Det havde jeg ikke troet

Af: Nicolai Busekist

|

28/02/2024 08:02

Den danske tennisspiller har indrømmet, at hun er blevet overrasket over det, efter at være vendt tilbage til tennisbanen.

Mest læste i dag

For cirka et halvt år siden vendte Caroline Wozniacki tilbage til tennisbanen, men hun har været tilbageholdende. Selvom mulighederne har været der, har hun ikke spillet specielt mange turneringer på WTA Tour.

Efter at have deltaget i US Open, besluttede hun ikke at spille turneringer i fire måneder. I Australian Open blev hun slået ud i anden runde, hvilket tvang hende til at lave om på planen om at holde pause indtil Indian Wells i marts.

Flere eksperter har udtalt, at hun ville have brug for at spille mere, hvis hun skulle finde ind i en god rytme. Det tyder på, at hun selv er nået frem til den samme konklusion, da hun har tilmeldt sig denne uges WTA 500-turnering i San Diego.

På et pressemøde forud for denne turnering har hun udtalt sig om netop dette. Hun siger selv, at hun har stor erfaring, hvorfor hun ikke behøver at spille helt så meget. Alligevel mener hun, at hun er nødt til at holde sig skarp og i form.

Det er naturligvis ikke uden grund, at hun har valgt at skrue ned for antallet af turneringer. Derimod handler det om, at hun også har andre ting at se til. Når hun rejser rundt til turneringerne, har hun nemlig sine to børn med sig.

"Det har hele tiden været aftalen, at familien skal med. Jeg havde nok troet, at det ville være lidt nemmere. Men alene det at have børn er et fuldtidsjob, så det er to fuldtidsjobs, når jeg samtidig skal være tennisspiller," siger hun ifølge Ritzau.

"Jeg er nødt til at være der for børnene. De er ligeglade, om jeg har tabt eller vundet, når jeg kommer tilbage. Samtidig er det en god måde at få tankerne væk fra tennis på."