Af: Nicolai Busekist
|
28/06/2024 13:41
Mest læste i dag
Der er ikke mange dage til, at Caroline Wozniacki skal stå klar til at spille i London. Her har hun nemlig fået et wildcard til Wimbledon, som er en af årets absolut største turneringer.
Hun har dog ikke fået den bedste optakt til græsturneringen i Storbritannien. Først og fremmest har hun været inde i en periode, hvor formen ikke har siddet lige i skabet.
Men i WTA 500-turneringen i Bad Homburg har hun vist et helt andet niveau, hvorfor hun også har fået noget mere kamptræning. Desværre fik denne turnering en meget brat slutning for den danske tennisstjerne, der var nødt til at trække sig.
Det skyldes, at hun var ude for et uheld på banen, da hun spillede kvartfinale mod Emma Navarro. I et forsøg på at løbe en bold op, gled den 33-årige dansker på banen.
Hun blev ramt af uheldet allerede i første sæt, hvorfor hun i første omgang besluttede at spille videre. Efter et enkelt parti i tredje sæt besluttede hun at sige stop. Og det var da også tydeligt, at hendes niveau var påvirket af hendes fald på banen.
Efter uheldet fik hun behandling og blev tapet op på det venstre knæ. Desværre var det ikke nok til at give hende den frie bevægelighed, der er brug for i en professionel tenniskamp. Tværtimod var det tydeligt at se, at hun var meget hæmmet i sine bevægelser.
TV 2 Sport fik kort mulighed for at tale med hende efter kampen, hvor hun gav udtryk for, at hun var meget frustreret over situationen.
"Det er frustrerende. Jeg føler, jeg spiller rigtig godt, har momentum og løber op til en stopbold. Jeg kommer til at vrikke lidt om på knæet, så det er selvfølgelig ærgerligt," sagde hun til TV 2 Sport.
Fodbold
Tennis