Af: Nicolai Busekist
|
27/06/2024 11:47
Mest læste i dag
I disse dage viser Caroline Wozniacki, at hun ikke er vendt tilbage til tennisbanen for sjov. I de seneste kampe ved WTA 500-turneringen Bad Homburg har hun vist en rigtig flot form, hvilket har sikret hende en plads i kvartfinalen.
Derfor har hun også god grund til at smile lidt ekstra. Det er nemlig ikke et helt dumt tidspunkt at have fundet formen frem. Inden længe rejser hun til London, hvor hun skal deltage i Grand Slam-turneringen Wimbledon.
Men det er ikke kun på tennisbanen, at hun har fået noget at glæde sig over. Den 34-årige dansker har nemlig solgt sin og manden David Lees bolig på den eksklusive ø Fisher Island ud for Miami i Florida.
Ifølge sitet The Real Deal er den eksklusive bolig blevet solgt for 37 millioner dollars, hvilket svarer til intet mindre end 258 millioner kroner.
Den høje salgspris sikrer et meget solidt afkast for Wozniacki og hendes mand, da det er betydeligt mere, end de selv betalte for at anskaffe sig boligen tilbage i 2021.
Dengang måtte de slippe 18,7 millioner dollars svarende til lidt over 130 millioner kroner. Med andre ord, så er der tale om en gevinst på intet mindre end 128 millioner kroner.
Men faktisk havde de selv håbet på at få endnu flere penge for den luksuriøse bolig, da den i første omgang var udbudt til 42,5 millioner dollars. Det kunne mægleren ikke få for den, og Wozniacki og Lee måtte derfor acceptere et bud på 37 millioner dollars.
Det er dog svært at forestille sig, at de ikke er tilfredse med at forlade boligen med en gevinst på over 120 millioner kroner på få år.
Fodbold
Tennis