Derfor er Novak Djokovic blevet nægtet millionbonus af ATP
Af: Nicolai Busekist
|
22/12/2023 17:00
Mest læste i dag
Novak Djokovic formåede at vinde syv ud af 12 turneringer i 2023-sæsonen. Blandt andet vandt han hele tre ud af fire Grand Slam-turneringer, ligesom han var den spiller, der vandt flest præmiepenge.
I år er det blevet til lidt over 15,9 millioner dollars i præmiepenge, hvilket svarer til omkring 107 millioner kroner. Men på grund af ATP-ordningen OneVision er afstanden ned til Carlos Alcaraz på 2.-pladsen blevet mindre, end den ellers ville have været.
ATP har forpligtet sig til at uddele en pulje på i alt 135 millioner kroner, som fordeles blandt de top 30-spillere, der har hentet flest point med Masters 1000-turneringerne. Alcaraz var helt i top på denne liste, og sikrede sig en bonus på næsten 30 millioner kroner.
Egentlig var Djokovic også højt på listen, da han hentede mange point ved Masters 1000-turneringer i 2023. Dog er der en række kriterier, der skal opfyldes, hvis man vil have del i pengene, og det har Djokovic ikke gjort.
Først og fremmest er der et krav om, at spillerne spiller deres Masters 1000- og ATP-finaler, hvis de kvalificerer sig. Desuden har ATP retten til at reducere en spillers bonusudbetaling baseret på antallet af turneringer, som han har misset.
Hvis en spiller ikke dukker op til en Masters 1000-turnering, vil det reducere hans bonusudbetaling med 25%. Og det er på dette punkt, at Djokovic er blevet hårdt ramt, da han har siddet over i flere Masters 1000-turneringer.
Ifølge Tennis Infinity droppede han fem af de i alt ni Masters 1000-turneringer i 2023. Det betyder, at ATP derfor er berettiget til at droppe hele hans bonusudbetaling.
Alligevel kan Djokovic dog glæde sig over et meget indbringende år, hvilket primært er forårsaget af, at han har klaret sig godt ved de fire Grand Slam-turneringer.