Det ser ikke godt ud: Trist nyt for Holger Rune
Af: Emil Martesen
|
06/05/2025 07:17
Mest læste i dag
Når det regner på præsten, drypper det på degnen, og lige nu drypper det lidt rigeligt på den danske tennisstjerne Holger Rune.
Den unge dansker skal i denne uge prøve kræfter med ATP 1000-turneringen i Rom, men vejen til succes er spækket med bump - store bump.
Det skriver TV 2.
Mandagens lodtrækning kunne nemlig næsten ikke have været værre for Rune.
Selvom han som niendeseedet sidder over i første runde, kan glæden hurtigt blive kortvarig. Allerede i anden runde venter enten tyske Daniel Altmaier eller argentinske Francisco Comesana.
Selvom det på papiret ser overkommeligt ud, så stopper det også der.
Overvinder Holger Rune sine skadesproblemer fra Madrid, hvor han måtte trække sig kort inde i sin første kamp, og vinder sin første kamp, så støder han sandsynligvis ind i franske Ugo Humbert.
Men selvom Humbert er seedet som nummer 21, så er grus bestemt ikke franskmandens hofret - faktisk har han aldrig vundet en titel på det røde underlag.
Oven i hatten har Rune slået Humbert i samtlige fire tidligere opgør, og mon ikke det giver lidt ekstra blod på tanden.
Ikke desto mindre, så er Ugo Humbert en spiller, der har drillet de bedste spillere i de seneste sæsoner.
Det bliver værre
Efter en eventuel sejr mod Humbert, så bliver ondt værre for den danske tenniskomet.
I fjerde runde lurer nemlig Jack Draper. Briten har været som skudt ud af en kanon denne sæson, og vandt desuden finalen i Indian Wells i marts - netop mod Rune.
Draper viste igen sin klasse, da han for få dage siden nåede finalen i Madrid, hvor han dog måtte se sig slået af norske Casper Ruud.
Men vent, det bliver værre endnu.
I kvartfinalen venter nemlig selveste Carlos Alcaraz, verdens nummer tre. Rune har ganske vist gode minder fra Barcelona, hvor han i sidste måned tog en imponerende finalesejr over spanieren, men et gensyn med Alcaraz er ikke ligefrem en ønskedrøm.
Finaledrømme med doping-comeback
Skulle Holger Rune mirakuløst klare alle disse udfordringer, kan semifinalen byde på Alexander Zverev, inden han i finalen måske står over for Jannik Sinner, der efter tre måneders dopingkarantæne nu er tilbage i manegen som verdensetter.
Rom byder altså på alt andet end en let italiensk ferie for den danske stjerne.