Godt nyt til Holger Rune og Clara Tauson: Nu er det officielt

Af: Nicolai Busekist

|

13/06/2024 17:52

Tennis
Foto: Victor Velter / Shutterstock.com
Foto: Victor Velter / Shutterstock.com
Både Holger Rune og Clara Tauson kan glæde sig over, at de har fået gode nyheder.

Mest læste i dag

Der er ikke længere nogen tvivl. Holger Rune og Clara Tauson behøver derfor ikke at vente tålmodigt på svar længere.

Sent onsdag aften fik Dansk Tennis Forbund bekræftet af International Tennis Federation (ITF), at både Rune og Tauson har kvalificeret sig til OL i Paris. Dermed får de begge muligheden for at stille op i single-turneringen.

Det skriver Dansk Tennis Forbund i en pressemeddelelse.

"Det er fantastisk for dansk tennis igen at have spillere kvalificeret til OL. Det bliver en kæmpe oplevelse for Clara og Holger, der kan se frem til deres første olympiske lege," siger Jens Anker Andersen, der er sportschef i Dansk Tennis Forbund.

"Vi glæder os til at se dem kæmpe i Paris med 'Danmark' på ryggen side om side med alle de andre danske atleter."

Både Danmark og alle øvrige lande med kvalificerede spillere har fået besked på at bekræfte spillernes deltagelse. Dette skal ske senest den 19. juni. Det er derfor først, når Danmarks Idrætsforbund (DIF) har udtaget spillerne, at de officielt er en del af den danske OL-trup.

Da Danmark har en kvalificeret spiller hos både kvinderne og herrerne, vil det også være muligt at tilmelde et par til mixeddouble-turneringen.

Der er dog endnu ikke taget stilling til dette, da Dansk Tennis Forbund har besluttet at udskyde deres beslutning. Det skyldes, at Caroline Wozniacki også er i spil til en OL-billet, eftersom hun er tidligere Grand Slam-vinder.

Først når det står klart, hvorvidt hun får en billet til OL eller ej, vil sportschef Jens Anker Andersen tage næste skridt. Det vil sige, at han derefter tager en dialog med spillerne med henblik på at finde den bedste løsning til at stille med et par til mixeddouble-turneringen.

Tennisturneringen ved OL i Paris bliver spillet på Roland Garros-anlægget, der er kendt hos de fleste, da det også er her French Open afvikles. Turneringen løber fra 27. juli til 4. august.