Holger Rune med overraskende beslutning

Af: Nicolai Busekist

|

22/02/2024 08:03

Holger Rune har truffet en beslutning, der er kommet bag på mange. Den danske stjerne har valgt at genoptage sit samarbejde med Patrick Mouratoglou.

Mest læste i dag

Der har været en del kaos omkring Holger Rune på det seneste, da trænere er kommet og gået i en lind strøm. Nu vender en gammel kending tilbage til Rune-lejren, da han har genoptaget sit samarbejde med Patrick Mouratoglou.

Det meddeler den danske stjerne i en pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at Mouratoglou ikke kommer til at være alene. Derimod har Rune besluttet at beholde Kenneth Carlsen, som derfor fortsat vil være en del af holdet.

Rune udtaler, at han er glad for at have genoptaget sit samarbejde med Mouratoglou, som han fyrede sidste år. De har haft god succes sammen, hvorfor Rune håber, at det kan blive en realitet igen. 

"Jeg er virkelig glad for at genoptage samarbejdet med Patrick. Det er sammen med Patrick, at jeg har fejret nogle af de største sejre i min karriere, og jeg glæder mig til, at vi sammen indleder jagten på flere store titler," siger Holger Rune.

"Vi har haft nogle rigtig gode snakke om, hvordan samarbejdet skal være fremover, og vi har fundet et stærkt setup, som skaber de bedste betingelser for at præstere optimalt."

Mouratoglou blev en del af Runes hold i efteråret 2022. Kort tid efter fik han sit helt store gennembrud, da han vandt ATP 1000-turneringen Paris Masters, hvilket fortsat er den største bedrift i hans karriere.

Desuden var det også Mouratoglou, der var med i spillerboksen, da Rune formåede at sikre sig en plads i finalen ved ATP 1000-turneringerne i Rom og Monte Carlo.

På det seneste har Rune sagt farvel til både Boris Becker og Severin Lüthi, der begge nåede at være en del af holdet i få måneder. Derfor har der også været en del tvivl om, hvad Runes næste skridt ville være, men det er der nu kommet svar på.