Det er kun omkring en uge siden, at Holger Rune offentliggjorde, at han igen havde indgået en aftale med Patrick Mouratoglou. Derfor kommer franskmanden til at være hans træner resten af denne sæson.
Det kom naturligvis som et stort chok for mange, at han besluttede sig for at hente Mouratoglou tilbage. Det skyldes, at de to ikke forlod hinanden på specielt god fod. Det førte også til en række grove udtalelser i Netflix-serien 'Break Point'.
Både Rune og Mouratoglou har understreget, at alt er godt mellem dem, og danskeren er blevet tilgivet for sine udtalelser. Derfor har de begge fokus på at få mest muligt ud af denne sæson.
Rune spillede sin første kamp med Mouratoglou i sin spillerboks natten til onsdag, hvor han vandt over amerikaneren Michael Mmoh. Dermed har han også spillet sig videre fra første runde af ATP-turneringen i Acapulco.
Efter kampen har han forklaret, at han er glad for at have Mouratoglou tilbage. Han føler selv, at det er den rette beslutning. Derfor er han også glad for, at de er kommet godt fra start.
"Jeg er meget glad for, hvordan tingene er. Det føles godt, og det føles rigtigt for mig. Jeg er glad for, at vi fik en god start sammen," siger Holger Rune på pressekonferencen efter sejren ifølge Ritzau.
Mouratoglou blev for første gang en del af Runes hold i 2022, men i august sidste år blev deres samarbejde ophævet. Derefter besluttede han sig for at fortsætte med Lars Christensen som træner.
Efterfølgende har han haft både Boris Becker og Severin Lüthi tilknyttet. Ingen af dem har han dog holdt fast i. I stedet består hans hold nu af Mouratoglou og Kenneth Carlsen, som har været med ham ved de seneste turneringer.