Holger Runes tidligere træner indgår aftale med dansk stjerne
Af: Nicolai Busekist
|
23/12/2023 08:00
Mest læste i dag
Holger Rune har haft udskiftning på trænerposten i denne sæson. Tidligere på året sagde han farvel til franske Patrick Mouratoglou, hvorefter danske Lars Christensen overtog som hans eneste træner.
Det varede dog ikke ved i lang tid. I oktober endte det med, at Rune-lejren offentliggjorde, at de havde indgået et samarbejde med Boris Becker. Dette fik Christensen til at melde ud, at han ikke længere ville være træner for Rune.
Det betyder dog ikke, at han ikke får noget at lave i den kommende sæson. Derimod har han indgået en aftale med den danske tennisspiller Clara Tauson, som løber over hele næste år.
"Vi har indgået en aftale for næste år. Det er dejligt at have det på plads," siger Tauson til Ekstra Bladet ifølge Ritzau.
Det er ikke første gang, at de samarbejder med hinanden, hvilket de har gjort i perioder i løbet af 2023. Blandt andet var Christensen med Tauson til US Open i slutningen af sommeren.
Det faktum, at de i forvejen kender hinanden, har også spillet ind i forhold til valget af ham som træner.
"Han kender mig, og jeg kender ham. Jeg har haft kendskab til ham, siden jeg var ti år gammel. Vi har haft mange års træning sammen, og det er selvfølgelig en fordel at have det kendskab til hinanden," siger Tauson.
I en kort periode var Christensen igen på plads som træner for Rune, efter at have været med Tauson til US Open. I starten af november blev det af Rune-lejren meldt ud, at man havde besluttet at indstille samarbejdet med Christensen.
Efter sigende skulle det i høj grad være forårsaget af det faktum, at Christensen ikke ville arbejde sammen med en anden træner. Det faktum, at Becker blev tilknyttet, fik ham derfor til at trække sig.