Det seneste halve år har Jannik Sinner vist sig som en af de bedste tennisspillere i verden. Det slog han for alvor fast i januar, hvor han vandt Australian Open, hvilket var den første Grand Slam-titel i hans karriere.
Kort tid efter var han i aktion i Rotterdam, hvor han også endte med at gå hele vejen. Her var der tale om en ATP 500-turnering, hvorfor triumfen også har givet ham en fornuftig mængde point til ranglisten.
Det faktum, at Carlos Alcaraz har været nødt til at trække sig fra ATP-turneringen i Rio de Janeiro, vil have betydning for ATP-ranglisten. Faktisk er det muligt for Sinner at overhale ham i Indian Wells, som er den første Masters 1000-turnering i denne sæson.
Sidste år vandt Alcaraz i Rio, men denne triumf har han ikke kunnet forsvare i år. Derfor står han til at miste 300 point i denne uge, hvilket betyder, at Sinner og Alcaraz kun adskilles af 535 point fra mandag i næste uge.
Derfor er der gode chancer for, at Sinner kan overhale ham på ranglisten, hvis han klarer sig godt i Indian Wells. Dog er der en chance for, at Daniil Medvedev kan blande sig. Hvis han vinder ATP 500-turneringen i Dubai og i Indian Wells, vil han overhale dem begge, hvis hverken Sinner eller Alcaraz når til finalen.
Ifølge mediet Tennis World starter Sinner med 7.910 point, mens Alcaraz starter med 7.805 point. Derfor skal den italienske stjerne blot sikre sig, at han når lige så langt som spanieren. Formår han at gøre dette, vil han overhale ham på ranglisten.
Kommer Sinner til at løfte trofæet i Indian Wells, så er han sikker på at overtage 2.-pladsen på ATP-ranglisten. Selvom han spiller rigtig godt for tiden, vil der dog stadig være et stykke vej op til Novak Djokovic på 1.-pladsen.