Træner med vild forudsigelse om Rafael Nadal

Af: Nicolai Busekist

|

18/02/2024 11:16

Den spanske tennisspiller Rafael Nadals onkel er kommet med en vild forudsigelse for denne sæson.

Mest læste i dag

Rafael Nadal vendte i år tilbage til tennisbanen efter næsten et år. Han nåede dog kun at spille ganske få kampe, inden han igen var nødt til at trække sig med en skade.

Han er endnu ikke vendt tilbage, men det var planen, at det skulle ske ved ATP 250-turneringen i Doha i næste uge. Men onsdag meldte han ud, at det ikke kommer til at ske alligevel. Det skyldes, at han endnu ikke føler sig klar til at spille.

"Jeg ville have elsket at spille i Doha, hvor turneringsholdet samt de fantastiske Qatar-fans, altid har støttet mig meget," skrev Nadal på de sociale medier.

"Jeg er desværre ikke klar til at konkurrere, og jeg vil ikke være i stand til at komme til Doha, hvor jeg virkelig gerne ville være og spille igen efter den uforglemmelige sejr i 2014."

"Jeg vil fokusere på at blive ved med at arbejde for at blive klar til opvisningskampen i Las Vegas og den fantastiske Indian Wells-turnering."

Og selvom han ikke er klar til at vende tilbage til banen, mener hans onkel og tidligere træner, Toni Nadal, at han har gode chancer for at vinde en helt særlig turnering.

Ifølge Tennis365 har han udtalt, at han mener, at den spanske stjerne kan ende med at vinde French Open i år. Hvis det skal blive en realitet, så er han dog nødt til at levere på sit højeste niveau, da der er tale om en meget hård turnering.

"Jeg tror stadig, at Rafael vil tage til Roland Garros i år, og at han kommer til at vinde," sagde han.