Nu bliver der sat tal på.
Lige nu læser andre
Cykelsæsonen 2025 er nu officielt afsluttet, og den endelige UCI-verdensrangliste er offentliggjort.
Øverst på listen står den slovenske superstjerne Tadej Pogacar, der har sat et nærmest historisk punktum for året, hvor han med 11.680 point har leveret en sæson, som få – hvis nogen – kan matche.
Pogacar har vundet stort set alt, hvad han har stillet op i. Han har stået øverst på sejrsskamlen i Tour de France, verdensmesterskabet, europamesterskabet samt tre monumenter: Flandern Rundt, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt.
Vingegaard holder sig på podiet
Lige bag sloveneren finder man Danmarks største cykelstjerne, Jonas Vingegaard, der med 5.924 point fastholder sin plads som nummer to i verden efter endnu en sæson på højeste niveau.
Vingegaard har føjet Vuelta a España til sit imponerende palmarès og sluttede som nummer to i Tour de France, hvor han igen leverede stabile præstationer gennem tre hårde uger.
Læs også
Selvom forskellen til Pogacar fortsat er markant, har den ydmyge Glyngøre-dreng vist, at han er den eneste, der for alvor kan true slovenerens dominans.
Han ventes nu at bruge vinteren på at styrke sig frem mod 2026-sæsonen, hvor rivaliseringen mellem de to stjerner uden tvivl fortsætter.
Nye navne blander sig i toppen
Den blot 21-årige mexicanske rytter Isaac del Toro har taget cykelverdenen med storm og indtager tredjepladsen på ranglisten.
Han har vundet hele 16 løb i løbet af sæsonen, senest Giro del Veneto, hvilket bragte ham tæt på Vingegaard, og afstanden mellem de to er kun 245 point, og med lidt mere tid kunne danskeren have fået endnu en seriøs udfordrer til andenpladsen.
Mads Pedersen ligger på fjerdepladsen, efterfulgt af portugisiske João Almeida, og bag dem finder man navne som Remco Evenepoel, Tom Pidcock og Mathieu van der Poel, der alle har leveret solide, men ujævne sæsoner.