Mathias Gidsel åbner op: “Hvis jeg skal være helt ærlig, mistede jeg også troen på mig selv”

Der findes øjeblikke i en slutrunde, som bliver siddende længe efter sidste fløjt.

Ikke nødvendigvis som de største mål eller de mest spektakulære aktioner, men som situationer, der siger noget om, hvad sport også handler om mentalt.

For Mathias Gidsel står kampen mod Frankrig som et af de mest afgørende øjeblikke.

Forventningerne var tydelige fra begyndelsen.

Danmark skulle vinde turneringen, og alt andet end guld blev næsten betragtet som en skuffelse.

Efter nederlaget mod Portugal blev kampen mod Frankrig endnu mere betydningsfuld.

Hjemmebane, pres og en hel nation, der fulgte med, skabte en særlig intens ramme.

Gidsel vidste, at ansvaret også ville lande hos ham, hvis tingene ikke lykkedes. Det er en del af vilkårene, når man spiller en central rolle på holdet.

Skuffelsen ved at tabe er stadig noget af det, han har svært ved at håndtere, selvom nederlag er en naturlig del af sporten.

Derfor forsøgte han inden kampen at lukke alt andet ude. Fokus skulle være på det, han kunne kontrollere.

Tankerne måtte ikke handle om konsekvenser, men om den næste bold og den næste opgave.

Da tvivlen ramte

Kampen udviklede sig dog ikke som håbet.

Første halvleg blev mentalt drænende, og de negative tanker begyndte at fylde mere end normalt.

”Hvis jeg skal være helt ærlig, mistede jeg også troen på mig selv i perioder,” fortæller han. Det sker sjældent, men netop i den kamp blev han ramt af tvivl.

I pausen stod det klart, at der var brug for et mentalt reset. Tankerne havde bevæget sig væk fra spillet og hen mod alt det udenom.

Publikum, presset og betydningen af kampen fyldte pludselig for meget. Forestillingen om en finaleweekend på hjemmebane begyndte at føles mere fjern.

At finde tilbage til roen

Løsningen blev at gøre verden mindre igen.

Fokus måtte tilbage på det konkrete. Gidsel sagde til sig selv, at analysen skulle stoppe, og handlingen skulle tage over.

Spillet skulle spilles én situation ad gangen.

Langsomt begyndte tingene at lykkes igen. Roen vendte tilbage, og selvtilliden fulgte med.

Midt i det hele kom en vigtig påmindelse. Håndbold er stadig spillet, han elsker.

Kampen mod Frankrig blev et bevis på, hvor afgørende det indre spil er. Det mentale arbejde stopper aldrig og kræver træning på samme måde som det fysiske.