Af: Nicolai Busekist
|
04/04/2024 10:04
Mest læste i dag
Både Viktor Axelsen og Anders Antonsen har et klart mål om at klare sig godt til OL til sommer. Derfor skal de naturligvis også sørge for at forberede sig bedst muligt.
Netop dette får de mulighed for at gøre, da de tager hul på deres forberedelser tidligere end oprindeligt antaget.
Fælles for både Axelsen og Antonsen er, at de ikke længere er tilknyttet den danske forbundstræning. Som følge af dette, bliver de kun trænet af cheflandstræner Kenneth Jonassen, når der er tale om mesterskaber som EM, VM og OL.
Men nu er det kommet frem, at de to danske stjerner har indgået en aftale med Badminton Danmark. Denne aftale betyder, at Jonassen kommer til at være med Axelsen og Antonsen til de to turneringer op til OL.
Konkret betyder dette, at de to danske badmintonspillere kommer til at have selskab af landstræneren ved både Indonesia Open og Canada Open. Det skriver forbundet i en pressemeddelelse.
"Vi har været i dialog med Viktor og Anders, og sammen har vi vurderet, at det vil være med til at optimere forberedelserne frem mod OL og understøtte deres samarbejde med Kenneth under OL," siger elite- og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom.
Selvom der blot er tale om en enkeltstående aftale, er både Axelsen og Antonsen glade for den.
"Jeg er glad for den aftale, der er lavet med Badminton Danmark. Det giver god mening i forhold til at skabe de bedst mulige vilkår og rammer for at præstere optimalt under OL," siger Axelsen.
Antonsen mener også, at det giver god mening, at de starter samarbejder med Jonassen tidligere end planlagt.
"OL er noget af det ypperste, så det giver kun mening, at dialogen og samarbejdet med Kenneth Jonassen er fuldstændig optimalt, når vi skal ind og kæmpe for en medalje til Danmark," lyder det fra ham.
Fodbold
Tennis