Viktor Axelsen vandt sæsonfinalerne: Så meget får han i præmiepenge

Af: Nicolai Busekist

|

18/12/2023 08:00

Viktor Axelsen vandt søndag sæsonfinalerne i badminton. Her følger der ikke blot en stor hæder, men også en stor pose penge med.

Mest læste i dag

Danske Viktor Axelsen har igen bevist, at han er den bedste badmintonspiller i verden. Når han spiller på sit bedste, er der reelt set ingen anden spiller, der er i stand til at spille op med ham.

Søndag spillede han final ved sæsonfinalerne i badminton. Den kunne han trække sig sejrrigt ud af, hvilket er tredje gang i træk, at han har formået dette. Desuden er det femte gang i alt, at han har vundet sæsonfinalerne.

Denne gang var det Shi Yuqi, der stod på den anden side af nettet. Han var dog bestemt intet match for den danske stjerne. Derfor beskrev Axelsen også selv sin bedrift som værende 'uvirkelig'.

"Det er jo fuldstændig vanvittigt. Det er helt uvirkeligt at have vundet den turnering fem gange. Jeg er enormt stolt," sagde han ifølge Ritzau til TV 2 Sport efter sejren.

Axelsen fik også sin revanche mod Shi Yuqi, som han blev besejret af i deres første opgør i gruppespillet. I både første og andet sæt havde den danske stjerne flere stimer af point, der i sidste ende gjorde, at han kunne trække sig sejrrigt ud af kampen.

Han kan dog ikke blot glæde sig over at have vundet den famøse turnering for femte gang i sin karriere. Den 29-årige stjerne kan også glæde sig over en masse ranglistepoint samt 200.000 dollars i præmiepenge, hvilket svarer til cirka 1,4 millioner kroner.

Efter kampen påpegede Axelsen desuden, at han ikke havde en god periode op til turneringen. Alligevel endte han med at vinde hele turneringen.

"Jeg har været et par stadier igennem, tør jeg godt at sige. Mentalt har det været enormt hårdt, og det er først her de seneste par dage, hvor jeg har følt, at jeg har været i balance, og kroppen føltes overraskende god i da," lød det fra ham.