I denne weekend befinder Holger Rune sig i London, hvor han spiller UTS Grand Final. Han har dog ikke sin træner Boris Becker ved sin side, da den tyske legende sidste år blev idømt en fængselsdom i England.
Han blev løsladt før tid, men er til gengæld blevet udvist af Storbritannien. Det betyder, at han ikke må rejse ind i lavet før om ti år. Af denne grund kan han ikke være med den unge dansker i London.
Forud for turneringen er Rune blevet spurgt ind til sit syn på Becker. Ligeledes er han blevet bedt om at kommentere på den dom, som den tidligere tennisspiller blev idømt.
"Han er en strålende fyr. En virkelig god mand. Jeg tror, at hvis folk dømmer ham på grund af den sag, så er de galt på den, for han har et stort hjerte og er en god træner," sagde Rune ifølge Inews.co.uk.
"Jeg kender mange spillere, der virkelig godt kan lide ham. Det gør jeg også. Uanset hvad han laver uden for banen, behøver jeg ikke at have en mening om det, for jeg hyrede ham til at træne mig, ikke til at gøre noget andet."
Rune kunne i oktober afsløre, at han havde indgået en aftale med Becker. Det viste sig hurtigt at være en god idé, da deres samarbejde begyndte at bære frugt stort set med det samme.
I interviewet har Rune også afsløret, at Becker har været til stor hjælp for ham. Hidtil har de dog ikke haft det store fokus på den tekniske del af spillet. Derimod har de i højere grad fokuseret på det mentale og taktiske.
"Vi lavede noget godt arbejde, ordentlig træning, og jeg er spændt på fremtiden. Det er mere mentalt og taktisk end teknisk, vil jeg sige. Selvfølgelig har han et par tips, især om serven. Han havde selv en god serv, men det er meget psykologisk," har han afsløret ifølge Inews.co.uk.
At Becker ikke kan komme ind i Storbritannein, kan også få betydning i 2024. Her forventes det nemlig, at han heller ikke kan tage med Rune til Wimbledon.