Få dage efter seneste kamp: Jake Paul offentliggør næste kamp
Af: Nicolai Busekist
|
22/12/2023 14:40
Mest læste i dag
Det er kun få dage siden, at Jake Paul vandt sin kamp over Andre August. Det formåede han endda at gøre på bemærkelsesværdig vis, da han slog ham i gulvet i første runde.
Efter at have vundet over August, har Paul dog ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene. Tværtimod har han allerede offentliggjort, at han inden længe vender tilbage til ringen.
Den amerikanske stjerne, som har brugt sin store følgerskare på sociale medier til at gøre karriere som bokser, vender tilbage til ringen om kun 11 uger. Det kommer til at ske den 2. marts i Puerto Rico.
I denne forbindelse har han gjort det klart, at han ikke bliver begivenhedens eneste hovednavn. Derimod skal han dele denne titel med Amanda Serrano, som oprindeligt er fra Puerto Rico, hvor Paul også bor.
"At kæmpe for første gang hjemme i Puerto Rico sammen med en af de største kæmpere nogensinde, Amanda Serrano, lover at blive livets begivenhed," siger Paul ifølge The Sun.
"Jeg er beæret over at være delt hovednavn på Amanda event, og jeg kunne ikke være mere begejstret for at bringe denne historiske begivenhed til Puerto Rico, mens jeg fortsætter min vej mod at blive verdensmester."
"Vores seneste MVP-kæmper (Most Valuable Promotions, red.), Wanna Walton, får sin globale debut på dette kort. Bomba Gonzalez og Krystal Rosado fortsætter deres vej mod stjernestatus, og hele Puerto Rico vil endelig få chancen for ordentligt at fejre Amanda Serrano."
"Hun kommer til at sælge flere billetter til én begivenhed, end Katie Taylor gjorde til to i Dublin. Dette bliver det største event med boksning, som Choliseo nogensinde har set, og det kommer verden til at se."
Sidste gang Paul ikke var hovednavn ved en begivenhed, var tilbage i november 2020. Her boksede han mod tidligere NBA-spiller Nate Robinson ved en begivenhed, hvor Mike Tyson var hovednavn.