I den gyldne morgensol, der kastede lange skygger på asfalten, blev en ny side vendt i Jumbo-Visma-holdets historiebog. Det var en dag, hvor Sepp Kuss, den ydmyge hjælperytter, trådte frem fra skyggerne og ind i rampelyset, støttet af holdets superstjerner, Jonas Vingegaard og Primoz Roglic.

"Det var planen. Det er supercool at sidde i hjulet af Tour-vinderen og af en tredobbelt Vuelta-vinder og Giro-vinder", udtalte en tydeligt beæret Sepp Kuss, der for en gangs skyld fik muligheden for at være i centrum af sin egen fortælling, en fortælling præget af hårdt arbejde, dedikation og en ukuelig tro på holdånden.

I de foregående dage havde spørgsmålene tårnet sig op, og tvivlen havde sniget sig ind. "Hvem kører I for? Hvorfor angriber I hinanden? Hvad er den røde tråd?" lød de insisterende spørgsmål fra pressen.

Men på den 18. etape af Vueltaen blev alle tvivl fejet af banen, da Jonas Vingegaard og Primoz Roglic, i en uselvisk gestus, førte Sepp Kuss frem og sikrede, at han beholdt førertrøjen:

"Jeg har hele tiden stolet på, at de ville hjælpe mig. Jeg tvivlede ikke. For mig var lettelsen, at jeg selv var i stand til at leve op til det", sagde den amerikanske cykelstjerne, en mand der normalt er kendt for at køre sine kaptajner frem til succes, men som nu selv smagte sejrens sødme med stjernernes støtte.

I slutningen af etapen skabte Vingegaard et afgørende hul, der tillod Sepp Kuss at øge sit forspring fra otte til sytten sekunder, en gestus der understregede den gensidige respekt og tillid, der præger holdet:

"Det skader ikke. Jeg ved, at Jonas aldrig ville forsøge noget, men det er måske bedre at have lidt at give af", reflekterede Sepp Kuss, der med et glimt i øjet tilføjede, at han havde slået en af sine personlige rekorder efter etapen.