Jonas Vingegaard sætter ord på farlig situation
Af: Nicolai Busekist
|
05/07/2024 09:41
Mest læste i dag
Den danske stjerne Jonas Vingegaard var meget tæt på at styrte på 6. etape af Tour de France. Endda på et sted, hvor det kunne have kostet ham alt fra tid til skader.
Det skete, da han forsøgte at køre forbi Soudal Quick-Steps Yves Lampaert, hvor der var kontakt mellem de to ryttere. Derfor fik han et skub, som sendte ham mod rabatten. Heldigvis nåede han at få styr på cyklen, inden det gik helt galt.
Efter etapen udtalte han sig om, hvad der skete i situationen. Her sagde han, at han tror, at Lampaert faktisk var tættere på at styrte. Han gjorde det også klart, at han ikke selv følte, at han var tæt på at vælte.
"Jeg tror næsten, det er ham, der er mere tæt på at styrte, end jeg var. Jeg synes ikke, jeg var tæt på at styrte. Jeg tror, han sad og kiggede mod venstre, og så kørte jeg højre om ham, og det opdager han ikke, så var han ved at køre ind i mig. Det er nogle gange det, der sker i cykelløb," sagde han ifølge TV 2 Sport.
Til trods for, at der ikke skete noget, var der alligevel andre ryttere, der lagde mærke til det. Ifølge TV 2 Sport fik det Egan Bernal til at kigge tilbage mod Lampaert for at bede ham om at tage den med ro.
Selvom Vingegaard ikke var tæt på at styrte, så reagerede han alligevel på situationen, da man kunne se, at han rystede på hovedet efter Lampaerts skub.
Både Vingegaard og resten af Visma - Lease a Bike-mandskabet var med til at sætte farten på 6. etape. Især da sidevinden ramte på et åbent stykke, satte de farten op, hvilket var med til at splitte feltet.
Selvom der blev lagt pres på, så var der ingen forskydninger blandt favoritterne på etapen. Det betyder, at den danske stjerne fortsat er at finde på en 3.-plads i det samlede klassement. Han har fortsat 50 sekunder op til Tadej Pogacar i den gule trøje.
Det er dog meget sandsynligt, at der kommer til at være mere afstand mellem rytterne efter fredagens etape, da årets første enkeltstart bliver afviklet.