Af: Nicolai Busekist
|
05/07/2024 08:40
Mest læste i dag
Torsdag skulle Mads Pedersen en tur på podiet ved Tour de France. Det skyldtes dog ikke, at han vandt 6. etape, selvom han havde et mål om at være den første over målstregen.
Derimod blev han hyldet som den mest angrebsivrige rytter på 6. etape. Men det er værd at nævne, at der var tale om en gestus fra arrangørerne, da Mads Pedersen primært blev tildelt præmien på baggrund af sit styrt dagen forinden.
Selvom det naturligvis er rigtig fint, at arrangørerne har gjort noget for at bakke op om Mads Pedersen, var han ikke selv specielt meget for det. Derimod ville han hellere fokusere på at komme hen til holdbussen, så han kunne få sine sår renset.
"Jeg vil hellere bare komme i bad og få renset mine sår, end jeg gider at have en trøstepræmie. Det er super sødt af dem, at de synes, at det er godt kæmpet og så videre, men det gør ikke ligefrem min restitution nemmere," sagde han efter etapen ifølge Ritzau.
Han afslørede også, at det ikke var specielt rart for ham at køre etapen, da sveden i de friske sår og hudafskrabninger var ubehagelige for ham. Desuden ville han også helst have skiftet sine bandager hurtigst muligt.
"Det løber allerede ud af armene på mig, så det er sgu egentlig det sidste, jeg har lyst til at skulle ud og klæde om og hælde sprit ud over det hele, for så at kunne komme i bad om en halv time," forklarede den danske stjerne.
Sprinten gik ikke helt, som Mads Pedersen havde håbet på, da han måtte tage til takke med en 16.-plads. Senere blev han dog skubbet frem til en 15.-plads, da Jasper Philipsen (Alpecin) blev deklasseret fordi han afveg fra sin linje i den afgørende sprint.
Fodbold
Tennis