Jonas Vingegaard slår fast: Jeg er her for at vinde

Af: Nicolai Busekist

|

29/06/2024 08:32

Cykling
Foto: Michael Steele/Getty Images
Foto: Michael Steele/Getty Images
Der har været stor tvivl om Jonas Vingegaards egne ambitioner forud for Tour de France, men nu slår han fast, at han er kommet for at vinde.

Mest læste i dag

Jonas Vingegaard har erklæret sig klar til at forsvare sin Tour de France-titel, men dæmper forventningerne efter tre måneders skade.

Visma-Lease a Bike-rytteren styrtede hårdt ved Baskerlandet Rundt i april, hvor han brækkede både kraveben og ribben samt punkterede en lunge. Det var usikkert, om han ville blive klar til Tour de France-starten i Firenze, men danskeren trænede fire uger i højden i de franske alper og imponerede holdet nok til at sikre sin plads.

UAE-Team Emirates' Tadej Pogacar er favorit til at vinde løbets gule trøje, men Vingegaard har lovet at give sin rival kamp til stregen. Han insisterer dog på, at blot at være med i løbet er 'en sejr i sig selv' og at 'alt herfra er en bonus'.

"Mine ambitioner er at opnå det bedst mulige resultat i klassementet. Hvis jeg får et godt resultat, vil jeg være meget glad," lød det fra Vingegaard ifølge CyclingWeekly.

"Hvis jeg ikke havde gjort fremskridt, ville jeg selvfølgelig ikke være her, så jeg er her bestemt for at vinde. Men selvfølgelig har tingene ændret sig i de sidste tre måneder."

"Jeg håber stadig, at jeg er god nok til at kæmpe om sejren, men vi må se de kommende tre uger. Og som jeg sagde: alt er en bonus fra nu af."

Vingegaards hold har konsekvent sagt, at de ikke ville udtage ham til Tour de France, hvis de ikke troede, han var på 100 procent og havde en chance for at vinde den franske Grand Tour for tredje år i træk.

At han er i det hele taget har fået en plads på holdet indikerer, at hans form er god, selvom han ikke har kørt løb siden styrtet. Hans træner, Tim Heemskerk, har flere gange gentaget, at han aldrig har set en atlet komme sig så hurtigt som Vingegaard.