Af: Nicolai Busekist
|
11/09/2024 09:19
Mest læste i dag
Det kommer næppe som den store overraskelse, at Tadej Pogacar er blevet udråbt til at være den klare favorit ved VM i linjeløb. I år er der tale om en hård rute i Schweiz, hvilket også passer rigtig godt til Mattias Skjelmose.
Den danske stjerne fylder 24 år ganske få dage før VM, og han er naturligvis ganske bekendt med den store styrke, som Pogacar kan bryste sig af. På den anden side mener Lidl-Trek-rytteren, at det er med til at give den slovenske rytter begrænsede taktiske muligheder.
"Det bliver svært at blive verdensmester, men man skal aldrig sige aldrig. Pogacar er så stor en favorit, at der er mange, der vil køre imod ham," sagde Skjelmose til TV 2 Sport ifølge Ritzau.
Skjelmose kan glæde sig over, at han kommer til at være i godt selskab. Resten af holdet er nemlig udgjort af hans Lidl-Trek-holdkammerat Mads Pedersen, Michael Valgren (EF Education) og Magnus Cort (Uno-X).
Ydermere bliver der også udtaget yderligere fire ryttere til holdet, som skal køre den 29. september. Landstræner Anders Lund har endnu ikke udtaget disse ryttere.
Tager man et kig på den bjergrige VM-rute i Schweiz, vil Skjelmose - uden tvivl - blive udpeget som en af kaptajnerne på holdet. Heldigvis har han slået fast, at det er en rolle, som han føler sig klar til at indtage.
"Jeg kommer i hvert fald til at gøre alt, hvad jeg kan, for at køre om medaljer," understregede han.
Senest der blev hentet en medalje i herrernes linjeløb ved VM til det danske hold var i 2021. Her var det Michael Valgren, der stod for at hente en bronzemedalje. Det bedste resultat i nyere tid fandt sted i 2019, hvor Mads Pedersen blev verdensmester.
Fodbold
Tennis