Af: Jesper Bengtson
|
22/05/2024 17:17
Mest læste i dag
Det er vist på sin plads at sige, at Bo Henriksen har fundet sin plads i Mainz 05 og har gjort en markant forskel som cheftræner for klubben.
Den danske træner har ikke kun reddet klubben fra nedrykning i Bundesligaen, men også formået at gøre sig yderst populær blandt klubbens fans.
Men hvad mon fremtiden bringer for Bo Henriksen? Det sætter han selv ord på over for TV 2 Sport.
"Du ved aldrig i fodboldbranchen. Når det så er sagt, elsker jeg det her sted. Det er et fedt sted, de her fans er fuldstændig bindegale – ligesom mig. Jeg elsker det, jeg elsker passion, glæde, entusiasme og tro", udtaler Bo Henriksen.
Henriksen, der blev en del af Mainz 05 i februar, har kontrakt med klubben to år endnu; og selvom hans fremtid i klubben ikke er skrevet i sten, håber han at kunne fortsætte sin rejse i Mainz.
"Jeg håber at blive i Mainz – det skal jeg være ærlig at sige. Men når det så er sagt, ved man jo aldrig noget. Der kan ske vilde ting, men jeg er så glad hernede, og det vigtigste for mig er ikke kun, hvor glad jeg er, men mest af alt, at min familie er faldet godt til."
Han forklarer videre, at både hans kone og børn trives, hvilket også vidner om, at det også går godt for den danske træner uden for banen.
Selvom fodboldverdenen er uforudsigelig, og Henriksen erkender, at alt kan ske, er han tydeligvis glad for sin nuværende position.
Med sin passion for klubben og den støtte han har modtaget fra fansene, ser Bo Henriksen ud til at have en lys fremtid i Mainz 05.
Da Bo Henriksen overtog den tyske klub, så de ud til at tage turen ned, men som bekendt endte de nummer 13 i ligaen. Hvem ved, hvor de ender i næste sæson?
Fodbold
Tennis