Christian Eriksen er ikke i tvivl: Vil være godt for holdet
Af: Nicolai Busekist
|
02/01/2024 17:00
Mest læste i dag
I denne sæson har Manchester United haft svært ved at få tingene til at fungere. At de tilmed også er ramt af mange skader, har naturligvis ikke gjort deres situation bedre.
Erik ten Hags tropper er ude af både Champions League og Carabao Cup, hvorfor de får større huller i deres kalender i resten af sæsonen.
Det betyder også, at de får mulighed for at fokusere på FA Cup og Premier League. Især sidstnævnte er naturligvis vigtigt, da de ønsker at sikre sig en plads i top-4, som er adgangsgivende til Champions League.
I den kommende tid skal Christian Eriksen og co. ikke i aktion specielt meget. Derfor får de tid til at slappe af og komme til hægterne. Den 14. januar skal de spille mod Tottenham, og derefter skal de først på banen igen i februar.
Og den danske midtbanespiller mener, at det kun er positivt for dem, at de får en pause. Ikke for ham selv, der netop er vendt tilbage efter en skade, men derimod for holdet.
"Jeg er lige kommet tilbage fra en skade, så for mig er det ikke et godt tidspunkt til en pause, men det er klart, at det vil være godt for holdet. Det er sundt at få en kort pause og genoplade, og så vil vi være klar til at give den gas igen," siger han til Manchester Uniteds hjemmeside.
United har tabt ni af de første 20 kampe i Premier League i denne sæson. Det er ikke sket siden 1989/90-sæsonen. På tværs af alle turneringer har de tabt 14 kampe, hvilket ikke er sket siden 1930/31-sæsonen.
Det ændrer dog ikke på det store for Eriksen, der stadig er glad for at være en del af De Røde Djævle.
"Overordnet er jeg glad for at være i United. Det er et dejligt sted. Klubben er skøn, og der er en masse skønne mennesker, jeg arbejder og spiller med," siger han.