Rafael Nadal taler ud om karrierestop: Det er indlysende
Af: Nicolai Busekist
|
01/01/2024 11:05
Mest læste i dag
Der har været mange meldinger om, at 2024 bliver Rafael Nadals sidste år som professionel tennisspiller. Han vender tilbage i forbindelse med ATP 250-turneringen i Brisbane, hvor også danske Holger Rune åbner sæsonen.
Den spanske stjerne har været ude i det meste af 2023-sæsonen, da han pådrog sig en skade under Australian Open. Det resulterede i, at han i løbet af sommeren måtte opereres, og derfor valgte han at afskrive resten af sæsonen.
Selvom der har været mange meldinger om, at 2024-sæsonen bliver hans sidste, har han nu taget til genmæle. Han har nemlig aldrig bekræftet det, om end der er en stor chance for, at det bliver tilfældet.
Forud for sit comeback ved Brisbane International sagde den 37-årige spanier, at han ikke med sikkerhed vidste, hvad fremtiden kommer til at bringe for ham.
"Problemet med at sige, at det bliver min sidste sæson, er, at jeg ikke kan forudsige, hvad der sker 100 procent i fremtiden," sagde han ifølge The Strait Times.
"Det er derfor, jeg siger 'sandsynligvis'. Det er indlysende, at der er en stor chance, at det bliver sidste gang, jeg spiller her i Australien."
"Men hvis jeg er her næste år, så sig ikke: 'Du sagde, det ville blive din sidste sæson', for det har jeg ikke sagt."
"Du ved aldrig, hvad der sker, ved du? Jeg kan ikke forudsige, hvordan jeg kommer til at have det i de næste seks måneder. Jeg kan ikke forudsige, om min krop vil tillade mig at nyde tennis lige så meget, som jeg har nydt det de sidste 20 år."
"Det er ikke en nem beslutning, men jeg ved inde i mig selv, at der er en stor chance for, at det bliver min sidste (sæson som spiller, red.)."
Mange har spekuleret i, om han vil annoncere sit karrierestop ved French Open. Det er den Grand Slam-turnering, som han har klaret sig bedst ved. I løbet af karrieren har han vundet turneringen hele 14 gange.