Mest læste i dag
Forud for denne sæson var det sandsynligvis de færreste, der havde hørt om den 18-årige Kobbie Mainoo. Følger man med i Premier League-fodbold, vil man dog have hørt om ham nu, da han har taget et stort spring de seneste måneder.
Siden november har den unge midtbanespiller været i aktion i hele seks kampe fra start for Manchester United. I denne forbindelse har han også formået at imponere sin danske holdkammerat, Christian Eriksen.
"Jeg er meget imponeret. Heldigvis har jeg set ham til træning, og jeg har fulgt ham på tæt hold. Jeg kan virkelig godt lide det, jeg har set. Han er jo en exceptionel spiller," siger han til Manchester Uniteds hjemmeside.
"Han er stadig en ung knægt, men han gør det rigtigt godt, og han er ved at finde sin plads på holdet."
Christian Eriksen har selv erfaring med at slå igennem i en ung alder. Derfor har han også givet Kobbie Mainoo en række gode råd med på vejen.
Blandt andet råder han ham til at blive ved med at imponere til træning og vise sine kvaliteter i kampe. I sidste ende er det dog op til Erik ten Hag at beslutte, om Kobbie Mainoo skal bruges mere eller mindre.
Den erfarne dansker understreger også, at han synes, at det ser rigtig godt ud med hensyn til den yngre holdkammerat. Derfor kan det naturligvis ikke udelukkes, at han på sigt kommer til at spille en større rolle på Old Trafford.
I alt står han noteret for otte kampe for Uniteds førstehold, men han har fortsat til gode at bidrage med sit første oplæg eller mål.
Det unge talent er desuden et produkt af Uniteds eget akademi. Han har derfor tilbragt hele sin karriere hos De Røde Djævle, hvor han har spillet for både deres U18- og U21-hold.
Fodbold
Tennis