Mest læste i dag
Den danske tennisstjerne har allerede taget hul på sin 2024-sæson. Han har spillet tre kampe ved Brisbane International, som er en ATP 250-turnering i Australien.
Denne turnering bruger han som opvarmning til Australian Open, som er det første store mål for Holger Rune. Her får han mulighed for at vinde den første Grand Slam-titel i karrieren, hvilket stadig er et stort mål for ham.
I et nyt interview har han slået fast, at han er 'ivrig efter at nå' sit mål om at vinde en Grand Slam-titel i denne sæson. Hertil har han også understreget, at han selv føler sig 'klar' til at opnå denne bedrift.
Den 20-årige dansker bliver set som et af de største talenter i tennis, og har flere gange bevist, at han hører til i toppen. Blandt andet har han allerede vundet sin første Masters 1000-turnering, hvilket han gjorde i Paris med en sejr over Novak Djokovic.
Forud for Australian Open har han givet et interview til turneringens hjemmeside, hvor han fortæller om sine mål for denne sæson.
"At vinde en Grand Slam. Det er et stort mål for mig. Det er det, jeg har arbejdet for hele mit liv, så jeg er ivrig efter at opnå det," siger han.
Rune har forud for denne sæson foretaget flere ændringer, der skal hjælpe ham med at nå dette mål. Blandt andet har han indgået en aftale med Boris Becker, og senere har han også afsløret, at Severin Lüthi er blevet en del af holdet.
Sidstnævnte var i omkring 15 år træner for ingen ringere end Roger Federer, og nu skal han føre Rune helt til tops.
"Jeg tror altid på mig selv, når jeg er på banen," siger Rune.
"Jeg føler, at jeg er klar (til at vinde en Grand Slam, red.). Hvis jeg ikke tror på, at jeg er klar til, så kommer det helt sikkert ikke til at ske."