Af: Nicolai Busekist
|
23/02/2024 19:11
Mest læste i dag
Det har været en stor succes for Mason Greenwood at blive udlejet til Getafe i La Liga. Det har givet ham mulighed for at spille sig ind i en god rytme igen, hvilket flere klubber har lagt mærke til.
Blandt andet bliver der holdt øje med ham i FC Barcelona, som siges at gøre sig tanker om at hente ham til sommer. Det skulle især være af interesse for den catalanske klub, hvis de har mulighed for at hente ham til en god pris.
Men det er slet ikke sikkert, at Greenwood behøver at gøre sig de store tanker om sin fremtid. Det skyldes, at Manchester United-ejer Sir Jim Ratcliffe for nylig åbnede op for, at Greenwood kan vende tilbage til klubben.
Derfor er der ikke blevet truffet en endegyldig beslutning om, hvorvidt de vil sælge ham til sommer. Tværtimod er der faktisk en chance for, at han igen kan få lov til at kalde Old Trafford for sin hjemmebane.
Ifølge SunSport er Barcelona også en interessant destination for Greenwood, men én ting kan få ham til at afvise den spanske klub. Bliver han tilbudt at vende tilbage til United, er han ikke et sekund i tvivl om, at det er det rette at gøre.
"For ham er Manchester United den største og bedste klub i verden. Og hvis der opstår en chance for, at han kan komme tilbage, vil han det," siger en kilde tæt på Greenwood til det britiske medie.
"Barcelona er blandt en række klubber, der er interesserede i at købe ham. Men hvis United giver ham en mulighed for at genoptage sin karriere på Old Trafford, vil han tage det første fly hjem."
Tidligere har der været stor modstand blandt fans og spillere af at hente ham tilbage til United. Hvis der fortsat er det, kan det potentielt ende med at sætte en stopper for det.
Fodbold
Tennis