FC Barcelona har truffet beslutning om Joao Felix

Af: Nicolai Busekist

|

29/02/2024 09:04

Joao Felix er i denne sæson udlejet til FC Barcelona, der derfor har været nødt til at træffe en beslutning om hans fremtid.

Mest læste i dag

Joao Felix er ejet af Atletico Madrid, hvor han er under kontrakt frem til sommeren 2029. Alligevel skulle han have et ønske om at forlade den spanske klub.

Naturligvis er det også årsagen til, at han har accepteret et lejeophold i FC Barcelona. Her har han leveret flere fine præstationer, hvorfor det har været svært for den catalanske klub at beslutte sig.

Den 24-årige stjerne har flere gange fået ros af klubpræsident Joan Laporta. Han har endda givet udtryk for, at de ønsker at købe ham til sommer. Men nu lyder det, at det ikke kommer til at ske, og det er der en særlig årsag til.

Atletico er klar til at sælge ham til sommer, men det bliver ikke billigt for en anden klub at lokke ham væk. Efter sigende er han blevet udstyret med et prismærke på mellem 525 og 600 millioner kroner.

Ifølge Marca er det mere, end hvad Barcelona har råd til at betale for ham. Det betyder dog ikke, at de har planer om at droppe ham. Derimod er det deres plan at forsøge sig med en anden løsning.

Konkret vil de forsøge at leje ham i endnu en sæson, da de har råd til at betale hans løn. Til gengæld har de ikke råd til at købe ham fri. Ligeledes skal de også tage højde for det faktum, at Ansu Fati vender hjem fra et lejeophold i Brighton.

Derfor kommer de ikke til at have mangel på spillere til kanten. Det kan potentielt også have indflydelse på deres beslutning om ikke at købe Felix.

Hvis Atletico ikke er villige til at udleje ham i endnu en sæson, kan det blive svært for Barcelona at holde fast i ham.