Jürgen Klopp bekræfter: Liverpool-profil ramt af slem skade
Af: Nicolai Busekist
|
24/12/2023 15:00
Mest læste i dag
Liverpool står i forvejen til at skulle undvære både Mohamed Salah og Wataru Endo, der i januar skal spille hhv. Africa Cup og Nations og Asian Cup.
Derfor er det ikke gode nyheder for Jürgen Klopp, at han nu står til at skulle undvære endnu en spiller. Det er dog en kendsgerning efter deres kamp mod Arsenal lørdag aften.
Her var han nødt til at trække Kostas Tsimikas ud i første halvleg, fordi han havde pådraget sig en skade. Det skyldtes ifølge TV 2 Sport, at han i en nærmest bizar situation røg hårdt i jorden efter en duel med Bukayo Saka.
Da han blev skiftet ud, var der naturligvis stor tvivl om, hvor slemt det stod til. Efter kampen har Klopp meddelt, at han har pådraget sig en slem skade, hvorfor det er sandsynligt, at han er ude i en længere periode.
"Han har som minimum brækket kravebenet. Det er virkelig ærgerligt for os," siger tyskeren ifølge klubbens hjemmeside og uddyber over for Sky Sports:
"Selvfølgelig påvirker det mig. Det gjorde ikke ondt på mig, og jeg troede ikke, at Kostas ville slå sig så meget. Jeg ville med glæde give mit kraveben til ham, så han kunne være skadesfri. Det er ikke rart, når sådan noget sker lige foran én, og man selv er involveret."
Til en start modtog han behandling på banen, men det stod hurtigt klart, at han ikke var i stand til at fortsætte. Efter 35 minutters spil blev han derfor afløst af Joe Gomez.
GOAL skrev kort tid efter, at han var blevet kørt på hospitalet, da man havde mistanke om et brækket kraveben. Senere er det blevet bekræftet, men Liverpool har ikke meldt noget ud om, hvor længe han ventes at være ude.