Lionel Messi afviste utroligt tilbud: "Vi tilbød ham 1,4 milliarder euro"

Af: Jesper Bengtson

|

18/06/2024 14:10

Fodbold
Foto: Mega Briggs/Getty Images
Messi har angiveligt takket nej til 10 milliarder kroner.

Mest læste i dag

Lionel Messis skifte til Inter Miami i 2023 skabte overskrifter over hele verden.

Det er nu kommet frem, at den lille argentiner, der før sit skifte spillede for Paris Saint-Germain, havde muligheden for at skifte til andre klubber.

Han fik blandt andet et yderst lukrativt tilbud fra Saudi-Arabien, men valgte i sidste ende at flytte til USA af familiemæssige årsager.

Præsidenten for den saudiarabiske klub Al-Hilal, Anmar Al Haili, har nu løftet sløret for, hvor mange penge klubben tilbød Messi:

"Vi gav ham et tilbud på 1,4 milliarder euro (omtrent 10 milliarder kroner, red.)," udtalte han til NIBC og fortsatte: "Men han nægtede, fordi hans familie ville til Amerika."

Tilbuddet kunne have gjort Messi til en af de bedst betalte spillere nogensinde, skriver mediet Goal.

Messis kontrakt med Inter Miami strækker sig til slutningen af december 2025.

Den ottedobbelte Ballon d'Or-vinder har allerede sat sit præg i USA, hvor han har spillet 29 kampe og imponerende scoret 25 mål og lavet 16 assists.

Hans ankomst har skabt en betydelig hype omkring MLS og forventningerne til klubben.

I øjeblikket leder Messi Inter Miami mod en potentiel plads i MLS-slutspillet, da klubben ligger øverst i Eastern Conference.

Dog må Miami undvære deres superstjerne i de kommende uger, da Messi er udtaget til Copa América, der afvikles i USA.

Turneringen begynder den 20. juni, og Argentina åbner deres slutrunde mod Canada. Finalen spilles den 14. juli i Miami, hvilket giver Messi en chance for at løfte et trofæ på sin hjemmebane.