Mest læste i dag
Lionel Messi er en af de mest kendte sportsstjerner i verden. Derfor er der folk, der er villige til at betale mange penge for en trøje, som er blevet båret af den argentinske troldmand. Det er især tilfældet, hvis den stammer fra det eneste VM, han har vundet.
Seks trøjer, som alle blev båret af Messi under VM-slutrunden i Qatar, er netop blevet solgt for 7,8 millioner dollars. Det er svarende til omtrent 53 millioner kroner.
Det oplyser auktionshuset Sotheby's til AFP.
Messi var en vital spiller for Argentina, der gik hele vejen i Qatar. De fik en sløj start på deres eventyr i Mellemøsten, da de tabte til Saudi-Arabien i første kamp. I sidste ende blev de kåret som vindere af hele molevitten, efter at have besejret Frankrig i Finalen.
Havde det ikke været for Messi, var det dog ikke endt med en sejr. Den argentinske stjerne scorede nemlig to mål, hvorfor han spillede en afgørende rolle i, at kampen måtte afgøres i en straffesparkskonkurrence.
Sotheby's havde håbet på, at salget af de seks VM-trøjer ville have indbragt 68 millioner kroner. Hvis det var lykkedes, havde det resulteret i en ny rekord for salg af sportsmemorabilia.
I stedet er det fortsat Michael Jordan, der er indehaver af denne rekord. Der er nemlig blevet betalt 10,1 millioner dollar, hvilket svarer til godt og vel 68 millioner kroner for en trøje, som han bar i den første finalekamp i NBA i 1998.
Det er den 36-årige Messi, der har doneret de seks trøjer, som nu er blevet solgt på auktionen. En del af overskuddet fra salget går til et projekt, som et børnehospital i Barcelona står for, hvilket var et krav fra Inter Miami-stjernen.