Af: Nicolai Busekist
|
28/08/2024 08:13
Mest læste i dag
Tirsdag skulle have været en god dag for Matt O'Riley. Ikke nok med, at han blev udtaget til det danske landshold, så skulle han også spille sin første kamp for Brighton.
Det nåede han også at gøre, men han fik ikke mere end syv minutter på holdet, inden han var nødt til at forlade banen igen - han pådrog sig nemlig en skade, der gjorde, at han ikke var i stand til at spille videre.
O'Riley fik sin debut for den engelske klub i Liga Cup-kampen hjemme mod Crawley Town, hvor han blev udsat for en meget hård tackling. Han smed sig i græsset og vred sig i smerter, mens han tog sig til sit venstre ben, hvorfor der tydeligvis var tale om en skade.
Efter kort tids behandling på banen, fik han hjælp til at halte ud, hvorefter han blev udskiftet. Derfor nåede han ikke at vise meget af den kvalitet, som Brighton netop har betalt 220 millioner kroner for at hente i Celtic.
Til gengæld kunne han glæde sig over, at hans holdkammerater klarede sig helt fint. De endte nemlig med at forlade banen med en sejr på 4-0 i bagagen.
Det vides ikke, om O'Riley vil være i stand til at møde ind i landsholdslejren i Helsingør på mandag sammen med resten af truppen. Her skal de forberede sig til de to kampe mod Schweiz og Serbien i Nations League.
Den unge O'Riley var ikke den eneste danske spiller, der var i aktion i Liga Cuppen tirsdag aften. Det samme gjorde sig gældende for Joachim Andersen, der også var i aktion for sin nye klub.
Andersen er denne sommer skiftet til Fulham, hvor han fik en startplads og bidrog til, at de sikrede sig en flot sejr på 2-0 over Birmingham. Det er ikke første gang, at han spiller for Fulham. Det gjorde han nemlig også tilbage i 2020/21-sæsonen.
Fodbold
Tennis