Mest læste i dag
Søndag blev det officielt bekræftet, at Manchester United har fået en ny medejer. Konkret drejer det sig om den britiske rigmand Sir Jim Ratcliffe, der er ejer af kemivirksomheden INEOS.
Han har købt 25 procent af klubben, og det har han gjort med store ambitioner på vegne af den engelske klub.
Til klubbens hjemmeside fortæller han, at han er 'livslang fan af klubben'. Derfor er han også rigtig glad for, at han har fået mulighed for at investere i og købe en del af klubben.
Han understreger også, at klubben altid har haft kommerciel succes, men de har ikke formået at bruge midlerne korrekt. Ratcliffe mener, at klubbens 'potentiale ikke er blevet udløst det seneste stykke tid'. Og det er svært ikke at give ham ret i dette.
Han melder også ud om, hvad han selv forventer at kunne bidrage med efter investeringen.
"Vi vil bidrage med den globale viden og ekspertise fra INEOS-gruppen, så klubben kan forbedre sig yderligere, mens der også bliver bidraget med yderligere midler, som skal muliggøre fremtidige investeringer i Old Trafford," siger han.
Desuden understreger han, at der er tale om en langsigtet investering fra hans side. Han ved også, at der er 'en masse udfordringer', der skal løses, inden United igen får den succes, som Ratcliffe drømmer om.
"Vi er forpligtet til at arbejde sammen med alle i klubben - bestyrelsen, personalet, spillere og fans – så vi kan hjælpe med at drive klubben fremad," siger han, og fortsætter:
"Vores fælles ambition er klar. Vi ønsker alle at se Manchester United tilbage, hvor vi hører til. Helt i toppen af engelsk, europæisk og verdensfodbold."
For at blive ejer af 25 procent af klubben, har Ratcliffe haft den store pung fremme. Det har kostet ham cirka 1,25 milliarder pund, hvilket svarer til omtrent 10,8 milliarder kroner.