Derfor vender Porsche ikke tilbage til Formel 1
Af: Nicolai Busekist
|
14/08/2024 10:36
Mest læste i dag
Porsche Motorsports vicepræsident, Thomas Laudenbach, har udelukket, at den tyske producent vender tilbage til Formel 1 efter selskabets nylige saga med Red Bull.
For to år siden førte Porsche samtaler med Red Bull om at danne et partnerskab i forbindelse med indførelsen af de nye regler i 2026. Partnerskabet ville have medført, at Porsche overtog 50% af aktierne i teamet og stod for produktionen af motorer.
Aftalen gik dog i vasken, og Red Bull har afsløret, at de selv kommer til at producere deres egne motorer i et teknisk samarbejde med Ford.
Efter afslutningen af forhandlingerne med Red Bull har Porsche ingen yderligere interesse i at vende tilbage til Formel 1 for første gang siden 1991. I stedet fokuserer de på deres andre aktiviteter i motorsportens verden.
"Det er ude af billedet. Lige nu er F1 ikke en opgave for os, og vi bruger ikke energi på det," sagde Laudenbach ifølge Autosport.
"Vi er kun fokuseret på det, vi laver lige nu, og hvis du ser på det, har vi mange forskellige aktiviteter. Vi er godt beskæftiget og yderst tilfredse med det, vi gør."
Porsches andre motorsportsaktiviteter
Porsche er involveret i næsten alle større motorsportsklasser, herunder IMSA, WEC og flere andre GT-kategorier.
Producenten er også begyndt at dreje mod elektrificering og har et førende fabriksteam i Formel E, hvor de for nylig vandt mesterskabet for kørere takket være den tidligere F1-kører Pascal Wehrlein.
Sidste sæson var det Porsches kundeteam, Andretti, der vandt titlen med Red Bull-kører Jake Dennis. Laudenbach er tilfreds med de aktiviteter, som Porsche deltager i.
"Vi er engageret i forskellige løb fra trackdays, GT4, mærkespecifikke serier op til professionel GT-racing," sagde Laudenbach.
"Derudover konkurrerer vi i de to vigtigste endurance-serier (World Endurance Championship og IMSA SportsCar Championship med 963 LMDh, red.) med vores partner Penske."
"Da elektrificering af vores brand er meget vigtig, er vores engagement i Formel E, som er den eneste fuldelektriske serie på et højt niveau, stort. Jeg synes, vi er virkelig godt dækket ind."